Eva Rustad

Eva Rustad

71 96 00 86info@bemerk.nu

Behandlinger

Eksamensangst

Angst er en grundlæggende del af det menneskelige beredskab og gør dig i stand til at reagere hurtigt, når der er fare på færde. Men mange oplever, at deres angstberedskab omkring eksamener mobiliseres i en grad, hvor det bliver pinefuldt og forringer præstationen. Behandling kan hjælpe dig til at klare eksamen markant bedre.

Eksamensangst opstår i forbindelse med en eksamen, forberedelserne til den, eller alene ved tanken om en forestående eksamen. Fokus kan være på selve præstationen, men også på de angstsymptomer, man frygter kan opstå før og under eksamen — for eksempel sveden, rysten, hjertebanken, svimmelhed, kvalme eller besvimelse. Symptomerne opleves ubehagelige og ofte skamfulde.

Eksamensangst kan føre til, at man undgår at tilmelde sig kurser med eksamen, eller udsætter forberedelsen, fordi man ikke vil tænke på eksamen. Konsekvensen bliver ofte, at man føler sig endnu dårligere forberedt, og angstniveauet stiger yderligere.

I terapien undersøger jeg sammen med dig de underliggende opfattelser, der fastholder eksamensangsten. Ofte ser jeg nærmere på den selvopfattelse, der ligger til grund for sårbarheden, og begynder det terapeutiske arbejde derfra. Jeg undersøger også, om der er forhold i din aktuelle livssituation, der forstærker angsten, samt hvordan du forvalter din tid og energi i hverdagen — det har ofte stor betydning for overskud, humør og angstniveau.

Tegn på eksamensangst

  • Tanker som "det er en katastrofe, hvis jeg dumper", "nu bliver jeg afsløret som inkompetent" eller "jeg er ikke dygtig nok"
  • Følelser som håbløshed, nedtrykthed, frygt og irritabilitet
  • Fysiske symptomer som anspændte muskler, diarré eller forstoppelse, hjertebanken, svimmelhed eller kvalme

Er det normalt?

For de fleste er en forestående eksamen forbundet med en vis spænding og nervøsitet. Mange sover dårligt natten før og har nedsat appetit på dagen. Svedige håndflader og øget puls er ikke ualmindeligt. Men for nogle udløser eksamen symptomer i en grad, der forringer præstationsevnen — sveden, rysten, tunnelsyn, mavesmerter, hovedpine og tanker om at dumpe eller fejle. I disse tilfælde er der tale om egentlig eksamensangst.

Er det alvorligt?

Eksamensangst skal tages alvorligt, da den ubehandlet over tid kan udvikle sig til en mere fastlåst tilstand. Lettere eksamensangst kan ofte afhjælpes med støtte fra en studievejleder. Men har angsten indgribende effekt på andre områder af livet og sætter din præstation i fare, er samtaler hos en psykolog relevante.

Har du spørgsmål om behandling af eksamensangst, kan du ringe til mig på 71 96 00 86 eller skrive til info@bemerk.nu.

Jeg tilbyder behandling i Aarhus og omegn — uden ventetid.

Book tid