Ventetiden på ADHD-udredning er i dag en af de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Tusindvis af voksne danskere venter i månedsvis – og i nogle tilfælde flere år – på at få afklaret, om de har ADHD. Det har vidtrækkende konsekvenser for deres trivsel, arbejdsliv og livskvalitet.

Ventetiderne varierer drastisk på tværs af landet

Ifølge Sundhedsstyrelsen var den gennemsnitlige ventetid til praktiserende psykiatere i perioden 2022-2023 på 19,4 uger for voksne. Men bag dette tal gemmer sig store regionale forskelle og betydelige variationer afhængigt af, hvilken psykiater man henvises til.​

I 2023 dokumenterede ADHD-foreningen, at ventetiden på udredning var vokset til op til 84 uger – altså næsten 20 måneder. Denne dramatiske stigning kommer oveni en allerede presset situation, hvor ventetiden på blot et år var fordoblet. En undersøgelse fra Politiken i oktober 2025 viste endnu mere alarmerende tal: Hos de fleste praktiserende psykiatere er ventetiden nu mere end to år, og nogle steder overskrider den fem år.​

I Region Nordjylland var situationen særligt kritisk med ventetider på op til 192 uger for unge og 170 uger for børn i juli 2025. Dog opstod der senere forvirring om tallene, da regionen indrømmede, at de oplyste ventetider var misvisende. Den faktiske gennemsnitlige ventetid var på 173 dage – stadig betydeligt over lovkravet, men markant kortere end de oplyste 173 uger.​

I Region Syddanmark har man reageret på de lange ventetider ved at etablere nye ADHD-klinikker målrettet voksne med let til moderat ADHD. Den første klinik åbnede i Grindsted i sensommeren 2025. Regionen har også indgået nye aftaler med praktiserende psykiatere for at øge kapaciteten.​

Lovkravet om 30 dages udredning overholdes sjældent

Selvom patienter ifølge loven har ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisning til psykiatrien, bliver denne ret langt fra altid opfyldt. Rigsrevisionen påpegede i en kritisk rapport, at omkring 70 procent af forløbene i børne- og ungdomspsykiatrien ikke overholdt de lovpligtige 30 dage. Situationen er ikke bedre for voksne, hvor den gennemsnitlige udredningstid i 2022 var steget til 115 dage – næsten fire gange længere end lovkravet.​

Når ventetiden overstiger 30 dage, skal regionen tilbyde patienten udredning på et andet offentligt eller privat sygehus gennem det udvidede frie sygehusvalg. I praksis er denne ret dog vanskelig at udnytte, da også private hospitaler og praktiserende psykiatere ofte har lange ventelister.​

Hvorfor er ventetiderne så lange?

Den primære årsag til de lange ventetider er en markant stigning i efterspørgslen efter psykiatrisk behandling, særligt for ADHD. Sundhedsstyrelsen dokumenterede, at antallet af brugere af ADHD-medicin steg med 85 procent for voksne mellem 2020 og 2023. I 2024 var stigningen på hele 24 procent sammenlignet med året før.​

Der ses en særlig kraftig stigning blandt kvinder. Hvor over 60 procent af ADHD-medicin-brugerne for ti år siden var mænd, var der i 2024 faktisk en lille overvægt af kvinder – 66.730 kvinder mod 66.560 mænd. Blandt voksne kvinder under 30 år er antallet af brugere mere end fordoblet på ti år.​

Den øgede efterspørgsel kombineres med en mangel på speciallæger i psykiatri. Lægeforeningens efterspørgselsanalyse viser, at der mangler 444 speciallæger i psykiatri på tværs af landet. Samtidig prioriterer praktiserende psykiatere patienter med akutte symptomer som angst og depression, mens patienter med mistanke om ADHD ofte må vente længere.​

Konsekvenserne af lange ventetider

At vente måneder eller år på en ADHD-udredning har alvorlige konsekvenser. ADHD-foreningen beretter om patienter, der i ventetiden oplever forværring af deres tilstand, udvikler tillægsvanskeligheder som angst og depression, får svært ved at gennemføre uddannelser og sygemeldes fra deres arbejde. For mange bliver familielivet også påvirket negativt.​

Ubehandlet ADHD hos voksne er forbundet med øget risiko for psykisk og fysisk komorbiditet, lavere uddannelsesniveau og arbejdsevne samt øget risiko for ulykker og misbrug. Mange voksne med udiagnosticeret ADHD har kæmpet med generel mistrivsel og betydelig funktionsnedsættelse gennem hele opvæksten. Selvmedicinering med alkohol, hash eller andre stoffer er udbredt blandt ubehandlede ADHD-ramte.​

Forskning viser, at en sen diagnose øger risikoen for psykiatrisk komorbiditet og misbrug, mens en tidlig diagnose øger sandsynligheden for at komme i beskæftigelse. Det understreger vigtigheden af hurtig udredning og behandling.​

Private alternativer med kortere ventetid

For dem, der ikke kan eller vil vente på det offentlige system, findes der private alternativer. Flere private psykiatriske klinikker tilbyder ADHD-udredning med betydeligt kortere ventetider – ofte 1-2 uger til første samtale.​

Prisen for en privat udredning varierer, men ligger typisk mellem 12.000 og 27.000 kr. afhængigt af klinikkens udredningspakke. Nogle klinikker tilbyder særligt hurtige forløb, hvor hele udredningen kan gennemføres på 1-2 uger. Pakkeforløb, der kombinerer udredning og behandling, koster typisk mellem 20.000 og 32.000 kr..​

Selvom prisen er en barriere for mange, vælger stadig flere den private vej for at undgå de lange ventetider i det offentlige system.​

Hvad kan du gøre, mens du venter?

Hvis du venter på udredning i det offentlige system, er der flere ting, du kan gøre for at forbedre din situation:

Opsøg viden og forståelse: Læs bøger, se videoer og følg troværdige kilder om ADHD. Jo mere du forstår om ADHD, desto bedre rustet er du til at håndtere dine symptomer og klare udredningsprocessen. ADHD-foreningen tilbyder værdifulde ressourcer og information på deres hjemmeside.​

Skab struktur i hverdagen: Brug en papirkalender eller digitale påmindelser til at holde styr på aftaler og opgaver. Etabler faste rutiner for søvn, måltider og aktiviteter. Opdel store opgaver i mindre, håndterbare dele.​

Prioriter fysisk og mental sundhed: Regelmæssig motion kan reducere stress og forbedre koncentrationen. En sund kost, tilstrækkelig søvn og begrænsning af alkohol og koffein understøtter hjernens funktion.​

Tal med nogen: Del dine udfordringer med venner, familie eller en støttegruppe. ADHD-foreningen tilbyder online gruppe-forløb for personer, der venter på udredning. Der findes også rådgivning via telefon på 53 72 99 00.​

Søg psykologhjælp: Selvom du ikke har en diagnose endnu, kan en psykolog hjælpe dig med at forstå dine symptomer og udvikle mestringsstrategier. Kognitiv adfærdsterapi og psykoedukation er centrale dele af ADHD-behandling, og disse kræver ikke nødvendigvis en officiel diagnose.​

Forbered dig til udredningen: Skriv dine symptomer ned, saml information om din barndom fra forældre eller søskende, og gør dig tanker om, hvordan ADHD har påvirket forskellige områder af dit liv. Dette kan gøre udredningssamtalerne mere produktive.​

Politiske tiltag for at nedbringe ventetiderne

Regeringen og Folketingets partier har vedtaget en samlet 10-årsplan for psykiatrien med et historisk løft på 4,6 milliarder kroner frem mod 2030. Planen fokuserer blandt andet på bedre hjælp til mennesker med ADHD og autisme, hvor der i dag er for lange ventetider.​

Som led i planen skal der udarbejdes et oplæg til, hvordan indsatsen for ADHD og autisme kan styrkes på tværs af sektorer. Oplægget skal bygge videre på eksisterende retningslinjer og forløbsbeskrivelser og sikre, at indsatserne er tilpasset både børn, unge og voksne.​

Flere regioner har også taget lokale initiativer. Region Syddanmark har afsat 10 millioner kr. årligt til nye ADHD-klinikker, udvidet kapaciteten hos praktiserende psykiatere og indgået nye økonomiske aftaler, der gør det mere attraktivt for psykiatere at tage flere patienter ind. Region Nordjylland har indgået aftale med Hejmdal Privathospital om at hjælpe med udredningsforløb for mindst 55 børn og unge hver måned.​

Vejen frem

Ventetiderne på ADHD-udredning er et systemisk problem, der kræver både kortsigtede og langsigtede løsninger. På kort sigt kan øget kapacitet hos praktiserende psykiatere, samarbejde med private leverandører og bedre ressourceudnyttelse hjælpe. På længere sigt er der brug for flere speciallæger i psykiatri, bedre tværsektorielt samarbejde og lettere tilgængelige behandlingstilbud i kommunerne.

For den enkelte, der venter på udredning, er det vigtigt at huske, at hjælp er tilgængelig – både gennem ADHD-foreningen, private psykologer og egne mestringsstrategier. Selvom ventetiden er frustrerende og ofte uholdbar, kan du tage skridt for at forbedre din situation alllerede i dag.

Forskning både på Ph.D.niveau og senior niveau er på de fleste universiteter et ansvar som hviler på den enkelte forsker. Han eller hun skal tage ansvar for hvilke vej forskningen skal tage, hvor bredt eller smalt den skal fange, og for de resultater der i sidste ende kan vises til. Da det for mange er selvstændigheden og autonomien som trækker mod forskerrolen opdager mange undervejs at det også kan være udfordrende at skulle træffe mange beslutninger selv, og at de kunne have ønsket sig tydeligere retningslinjer. Det er ofte uklart hvad der kræves af forskeren for at arbejdsindsatsen er ‘god nok’. Derudover er der for forskningspersonale ofte flydende grænser mellem arbejdstid og fritid.

Forskerrollen kan også være en ensom position. Man er i nogle universitetsinstitutter begyndt at i større grad danne forskningsgrupper der arbejder sammen mod fælles mål. Dog er det gængse stadigvæk ene-forskeren der arbejder alene med sine projekter.  Dette kan skabe en isolationstendens hos nogle medarbejdere, samt gøre det sværere for kollegaer og ledelse at spotte tegn på dalende trivsel. I en arbejdskultur hvor medarbejderne føler at de selv skal løse alle sine udfordringer på arbejdet, og selv enda har skabt dem, ser vi at det at tale om fejl kan blive skambelagt. Dette kan skabe unødvendig høj mistrivsel og gøre at et problem får vokse sig større hos en medarbejder alene fordi det ikke bliver talt åbent om og delt i fællesskab. 

I en forskerstilling kræves det også at man kan ivaretage flere funktoner indenfor samme rolle. Dette kan spænde fra at lave decideret forskningsarbejde, til at søge fondsmidler, til at vejlede og undervise. Spændet mellem disse opgaver, tidsforbruget, samt presset om at præstere på de mest målbare parametre som fondsmidler og forsningsresultater, opleves for mange forskere belastende. Det kan skabe en konflikt mellem prioriteterne og blive en indre konkurrence hvor man på den ene side f.eks. ønsker at skabe en motiverende undervisning, men også ønsker at leve op til forvetninger om forskningsresultater.

Som erhverv indebærer forskerrollen mange af de typiske elementer som vi fra litteraturen omkring psykisk arbejdsmiljø kender som undergravende for trivsel og psykisk tryghed. Med viden og indsigt på institutledelsesniveau, er der dog grobund for betydelige forbederinger fra de seneste års undersøgelser, af det psykiske arbejdsmiljø for både Ph.D-studerende og  forskningspersonale i sin helhed. 

(Kilder: Dansk Magisterforening og PAND 2022, Arbejdstilsynet 2021)

Den pårørende tilsidesætter sig selv

Størstedelen af pårørende i Danmark har et familiemedlem med en psykisk lidelse, mens omkring en femtedel er ven til en person med en psykisk lidelse. Pårørende bliver derfor et bredt begreb, der rummer alt fra familie til venner og dækker over både børn og voksne. I dag ved man, at det er vigtigt at inddrage de pårørende i behandlingen af en person med en psykisk lidelse. Men det er mindre alment kendt, at pårørende til personer med psykiske lidelse ofte selv oplever en belastningsreaktion såsom stress, angst eller depression. Det kan skyldes, at den pårørende ikke får passet godt nok på sig selv i processen. Som pårørende er det normalt at tilsidesætte sig selv til fordel for personen med en psykisk lidelse. De gange, den pårørende sætter egne behov først, oplever mange, at den dårlige samvittighed kommer snigende.

Den tunge ansvarsfølelse

Den pårørende står ofte med et stort ansvar, da deres nære i langt højere grad end tidligere har brug for deres støtte. Derfor mærker mange pårørende et stort pres og en ansvarsfølelse, der måske kan virke uoverskuelig.

Hvis man aldrig før har oplevet at have en person med en psykisk lidelse tæt på livet, kan det være overvældende. Det kan være, man som partner oplever at stå meget alene med alt det praktiske i hjemmet, samtidig med man mentalt skal have overskud til at være der for den anden. Forældre kan opleve en skyldfølelse over, at deres barn har en psykisk lidelse, og føle et ansvar for at finde noget, der hurtigt  ”virker” for deres barn. I et studie fra Sverige i 2016 beskriver forældre, at de føler sig magtesløse. De oplever en uundgåelig pligtfølelse, da de som forældre føler de selvfølgelig burde hjælpe deres barn, mens mulighederne for aflastning virker begrænset (Lindgren et al., 2016).

Et fællestræk for kærester, forældre, nære familiemedlemmer og venner er, at det kan være svært at navigere i at ”miste” sin nære til en psykisk lidelse, og mange oplever, at de hverken kan gøre fra eller til, uagtet et enormt ønske om at kunne hjælpe. 

Mentale pauser er vigtige

Det er vigtigt, at man som pårørende er opmærksom på, at man ikke behøver at fjerne smerten helt hos den nærtstående for at bidrage til lindring. En mental pause fra alle de svære ting kan også virke lindrende. Mentale pauser kræver ikke altid det store. Det kan f.eks. være, at man fjerner fokus fra de problematiske ting. Det kan ske gennem en fælles aktivitet eller begivenhed såsom en gåtur i skoven, en tur i biografen eller et brætspil. Det er vigtigt, at man lægger op til andre former for samvær end kun snakke om de svære ting, til trods for, at man er inde i en svær periode af sit liv.

På samme tid er det vigtigt, at den pårørende fortsat husker at plejer sine andre relationer og fritidsaktiviteter, selvom det nogle gange betyder at den der lider skal vente. Man må stadig fylde ens liv op med pauser og positiv indflydelse, som giver mulighed for at lade ens mentale batteri op. På denne måde har man overskud til at bearbejde egne følelser og oplevelser. Man skal heller ikke have dårlig samvittighed over at f.eks. føle glæde eller have det sjovt, da det er sundt for ens mentale immunforsvar.

Sig fra og styrk relationen

Pårørende kan også opleve at få overskredet deres grænser af deres nærtstående med psykiske lidelser. At sætte grænser og stå op for disse sikrer, at man bliver ved med at have et sundt forhold. Derfor skal man ikke være bange for at sige fra på en ordentlig måde overfor den anden, men i stedet se det som en investering som kan  hjælpe både dig og din nærtstående med at fastholde en god og sund relation.

For eksempel er det okay at respektfuldt sige, at du ikke kan holde til at stå alene med den information, den det gælder giver dig, og derfor råde din nærtstående til også at fortælle det til venner, kærester eller familiemedlemmer, da dette vil lette dit ansvar i processen.  

Vigtigheden af støtte til den pårørende

Det kan være svært at sætte ord på den rolle, man får som pårørende. Måske føler man, at andre har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at være pårørende. Måske skammer man sig over, at man er irriteret på sin nære med psykiske problemer. Men det er vigtigt, at man taler med andre om de oplevelser og følelser, man har, så man passer på sig selv ved at skabe et tilgængelig støttenetværk at læne sig op ad. 

Det er vigtigt at være opmærksom på , at man som pårørende selv er i risiko for at blive psykisk belastet – enten undervejs i forløbet eller når den nærtstående har fået det bedre, og man kan give slip på sin rolle. Det er afgørende at være bevidst om sin egen rolle og tage den alvorligt. 

Et studie fra 2015 lavede et systematisk review over pårørende-fokuserede interventioner med i alt 21 kontrollerede forsøg. Studiet viste, at pårørende-fokuserede interventioner både forbedrer oplevelsen af omsorgsrollen og livskvaliteten samt reducerer psykologisk stress hos den pårørende (Yesufu-Udechuku et al. 2015).  Et andet studie har vist, at der er store effekter blot efter 6 måneder, når pårørende til personer med psykiske lidelser selv får psykologhjælp sammenlignet med pårørende, der ikke får psykologhjælp (Polo-López et al., 2015). 

Hver tredje dansker opfatter sig selv som pårørende. Man skal ikke undervurdere den psykiske belastning, en pårørende kan opleve undervejs eller efter et forløb med en nærtstående, som har en psykisk lidelse. Forskning viser, at det kan gavne pårørende at få hjælp til at håndtere denne rolle, som for mange kan være svær og mental belastende. Det anbefales at man tager denne belastning på alvor, giver plads til pauser fra rollen, og sørger for at man som pårørende har et sted at gå hen for at få støtte og opbakning, så som et netværk af familie og venner hvor man kan tale åbent og ærligt om sine oplevelser som pårørende til en som er psykisk syg.  

Når talen falder på skærmtid, er det stort set altid i relation til børn og unges forbrug af skærme, internet og sociale medier. Men hvad med den ældre generation, som i stigende grad bruger smartphones, tablets og computere?

Amerikansk forskning viser, at de ældres indtog i den digitale verden har en række fordele, men også indebærer risici – nogle gange i den alvorlige ende af spektret.

SoMe og psykiske velvære

Når de ældre mennesker i stigende grad bliver komfortable med at bruge digitale kommunikationskanaler og sociale medier, viser forskningen, at den ældre oplever ensomhed og social isolation i mindre grad, da vedkommende lettere kan komme i kontakt med sin familie. Samlet set oplever ældre, at brugen af internettet kan bidrage til følelser af støtte og samhørighed – altså en kontrast til følelsen af ensomhed.

Der er imidlertid en mærkbar forskel på gruppen af ældre, som har over 7+ timers skærmforbrug om dagen, og gruppen, der bruger mindre tid foran skærmen. For gruppen med det øgede skærmforbrug viser det sig, at sammenhængen mellem skærmforbruget og lavt  psykologisk velvære er større, end tilfældet er for unge med et sammenligneligt tidsforbrug.

De ældre, som har det øgede tidsforbrug, oplever dobbelt så stor risiko for at blive diagnosticeret med angst eller depression sammenlignet med de ældre, der blot har 1 times skærmforbrug om dagen (Twenge & Campbelle, 2018). 

Passivt eller aktivt brug af SoMe er relevant

Et andet væsentligt forhold i relation til ældres skærmtid er brugen af sociale medier i særdeleshed. Det er nemlig relevant for de ældres velvære, om de bruger de sociale medier aktivt eller passivt. Det viser sig, at det er den aktive tilgang, der giver de største udfordringer.

Et passivt forbrug af sociale medier vil sige, at den ældre kigger på- og scroller igennem indholdet uden at have en direkte interaktion med andre. Et aktivt forbrug indebærer derimod, at den ældre engagerer sig i indholdet og skaber en direkte kontakt til andre – eksempelvis ved at kommentere et billede.

Mens antagelsen hos mange givetvis vil være, at interaktion og kommunikation på sociale medier er at foretrække  hos ældre, viser forskning fra Aging & Mental Health, at et aktivt forbrug af sociale medier er associeret med en øget sandsynlighed for depressive symptomer, mens et passivt forbrug er associeret med reduceret sandsynlighed for depressive symptomer (Lewin et al., 2022). 

Dette står i kontrast til de fund, man har fra børn og unge. Forklaringen på dette forbliver ukendt.  En mulig forklaring kunne dog ligge i relationen til de grupper som unge kontra ældre typisk har aktiv kontakt med over SoMe. Generelt er unge ofte i fysisk eller personlig kontakt med de personer, de kommunikere aktivt med over sociale medier, mens de ældre ikke alltid er i daglig fysisk eller personlig kontakt med dem de kommunikere aktivt med over sociale medier. SoMe-kontaktene kan måske være forbeholdt de mere perifere bekendtskaber, eller dem der befinder sig på geografisk afstand. Mange ældre har en hyppigere fysisk og personlig kontakt med nære bekendtskaber, hvor de f.eks. mødes eller taler direkte over telefonen eller sms. Her er måske relationen til de nære og kære baseret på en mere personlig og direkte kommunikation, hvor SoMe-bekendtskaber er fjernere og i mindre grad bygget på tillid. Hos unge foregår typisk en større procentdel af kommunikationen med de nære bekendtskaber over sociale medier i tillæg til at man har kontakt i mere private former som fysiske møder i skolen eller telefonopkald.  Her kan der derfor ligge en mulig forskel på hvilken relation den unge generation har til SoMe-kontakter, sammenlignet med den ældre generation .

Hjernen har brug for pauser

Ældre mennesker bruger mere tid foran skærmen end før. Tid ved skærmen står for den ældre generation i stor kontrast til de aktiviteter, som tidligere kunne fylde dagene. Mange ville have brugt tiden på fysiske aktiviteter såsom havearbejde, vedligehold af bolig, håndarbejde eller regelmæssig motion. Dette er sysler der modsat teknologiske aktiviteter, ville give hjernen en pause fra konstant stimuli og nye visuelle indtryk.  

Skærmforbruget kræver en løbende processering af nyt input, og derfor går de kognitive ressourcer til dette formål. Det vil sige, at det trækker ressourcer fra bearbejdelse af bl.a. følelsesmæssigt indhold.  Hvis man for eksempel går og reparere på sin bil, vil man have kognitivt overskud til samtidig at bearbejde en ubehagelig episode nede i foreningen, men dette vil ikke være tilfældet under brugen af sociale medier, da denne aktivitet kræver andre kognitive ressourcer. Skærmforbuget og sociale medier kan for mange føre til en ophobning af uforløst følelsesindhold som på sigt kan være grobund for en mere generel tilstand af f.eks. nedtrykthed eller anspændthed. Dette er noget man er mere opmærksom på i forhold til unge skærmbrugere, men en tendens som er mindst lige så relevant for den ældre skærmbruger. 

Ansigt til ansigt-kontakt er at foretrække

Selvom internettet og skærmforbruget kan bidrage til den ældres kontakt til familie, venner og bekendte, er der en bagside af medaljen, ved overdrevet tid på skærmen. I tillæg til mangel på følelsesmæssigt processering, går vi i SoMe-interaktionen glip af vigtig ansigt-til-ansigt-kontakt som kan have en beroligende og lindrende effekt på vores nervesystem. Vores hjerne opfatter mange nonverbale signaler ved samvær med et andet menneske. Det kan være  små nuancer i et ansigtsudtryk, tonefald, kropssprog og stemning i rummet. Omsorg og nærvær formidlet af et andet menneske gennem disse non-verbale signaler, kan øge vores psykiske tryghed, velvære, og mentale sundhed.  Det er derfor vigtigt at alle generationer, også den ældre generation, oplever fysisk ansigt-til-ansigt kontakt, da det reducerer tegn på depression og angst sammenlignet med den digitale kontakt.

De ældres brug af skærme er altså mindst lige så vigtigt at være opmærksom på som børn og unges skærmforbrug, da forskningen tyder på, at de i nogle tilfælde rammes hårdere mentalt af et overdrevent skærmforbrug end børn og unge.

Litteraturliste: 

• Twenge, M. J. & Campbell, K. W. (2018). Associations between screen time and lower psychological well-being among children and adolescents: Evidence from a population-based study. www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2211335518301827

• Kaitlin M. Lewin, Dar Meshi, Amy M. Schuster & Shelia R. Cotten (2022) Active and passive social media use are differentially related to depressive symptoms in older adults, Aging & Mental Health, DOI: 10.1080/13607863.2022.2068133 

Indgang

Gå gennem porten, ind i gården og så er det første dør på venstre hånd. Døren er ulåst.

Parkering

Hvis du er i bil, er parkering nemmest i Navitas. Herfra kan du krydse igennem fra Kystvejen til Mejlgade ved BUPL-huset.

Letbane og bus

Nærmeste letbanestop er Nørreport.

Nærmeste busstop er Nørregade eller Navitas/Kystvejen.

Kort